Du ser det

Du ser det
Du vidste det ikke før
Da du elskede nogen som helst
gjorde du det i selvdestruktion
Deres evne til at smadre dig
syntes næsten imponerende
Og så smadrede du i alle de stykker
men bare rolig
du limede dig sammen igen
og igen
og igen
Du var klog nok
til at tænke det var forkert
men ikke klog nok til at ændre noget
og dagene gik og årene gik
og du gik
med dem hjem i deres lejligheder
og du elskede dem
og de elskede Ikke dig men bare rolig
Du ser det

Du glor lige ind i sjælen 
på ham
og han glor lige ind i sjælen på dig
Og selvom du tænker
du ikke har brug for en mand
for at fungere
så har du brug for denne her mand
Lige præcis denne mand
til at vise dig
at det godt kan være rart og vildt og smukt
at elske en anden

I kysser på Stormbroen og siger farvel
den første gang i ses
Og i venter med at skrive
til det føles sikkert og uden skam
Og i ses igen til film og lidt mindre film
og i spilder maden på gulvet men griner af det
og så ligger i der
og det var dejligt
Ikke ubehageligt
og du er forvirret over
du ikke gik i stykker
og blødte
Og du er forvirret over at han ikke er gået
eller siger nogle mærkelige ting og du
ser det

I laver pandekager i undertøj om lørdagen
og du synger og han griner af dig
på en enormt dejlig måde
Og dine venner inviterer dig på bar
og han tager med og i taber
i billiard og ryger en joint
Dine venner bliver hans venner
og øllene er kolde og koster 18kr
og i kysser hinanden i regnen
inden i lægger jer i hans seng
hvor i ser avatar og du har det      
Godt?
Du kender ikke den følelse
og den gør dig næsten angst
men så ligger han der og snorker blidt
med hud der varmer og tunge arme
og dit hjerte tager farten af
så du kan trække vejret
Du ser det

Du flytter dine bøger ind 
sorterer dem alfabetisk i reolen
som en lille bibliotekar
der håber på en dag
at fylde alle vægge med disse bøger
Han ugler dit hår og kysser dig i nakken
og du står på tæer når du vender dig
og du føler dig 16 i stedet for 25
på en underlig håbefuld måde
hvor du glæder dig til pandekager
i morgen i undertøj i køkkenet i evigheden
og alt er så eventyrsagtigt du ofte bliver bange
Men hans øjne er så ærlige
og det er vanvid
at være så glad
Du ser det

At du ikke føler du fortjener det
og ødelægger det ved at ødelægge dig selv
Tror du, men du nægter at anerkende
den side af dig selv igen
og råber den I hovedet at den skal fucke af
og det er vanvid
Den måde han knuger dig ind til sig
og taler med den der rare stemme
som var du en angst hest
Hvilket du vist alligevel føler dig som 
og du forstår
at du fortjener det her menneske
og det her liv og bliver rolig igen
for han laver så god kaffe
og tager dig til vagtlægen
når du hyler af stress-smerter
mens du holder dig til maven
og du ved han mener det
At det ikke er en dum joke det hele
at du ikke vågner i morgen til et forsvundet menneske
der aldrig rigtig kunne se dig
Og du ser det

Den måde du slapper af
selvom du ikke ved om i hader hinanden om 20 år
om i får børn og ødelægger dem
eller om han forlader dig om et år
eller om du forlader ham om tre
Du kan se det
at du stadig slapper af
så du slapper af i sjælen
og kigger underligt på ham
når du ser din sjæl ligesom træde ind i ham og omvendt
og du kan mærke hvad han kan mærke
og du er ikke en gang spirituel 
men du kan fandme mærke det og du ser det

Du ser at det er godt

Når jeg skriver

Jeg er en ærlig digter. Det har været svært for mig at sige en gang. Det var svært for mig fordi jeg ville være alt andet end det jeg var. Fordi jeg ikke kunne lide mig selv. Fordi jeg bevidst gjorde ting, der ikke var gode for mig, som skadede mig og som skadede andre. Jeg var nærmest psykisk selvskadende. Men jeg var altid en ærlig digter.

Noget jeg har tænkt meget over på det sidste, er når man når til et sted som forfatter, hvor folk bliver inspireret af det man skriver. Hvor folk endda, måske ubevidst, kommer til at genbruge linjer eller billeder, som jeg har skrevet. Det er da smigrende. Absolut. Måske burde det i virkeligheden også være ret nice. Følelsen af at folk vil skrive som man selv gør. Wow burde jeg tænke. Og jeg prøver. Jeg prøver at være smigret. Jeg prøver at minde mig selv om, at det ikke betyder, at jeg ikke har skabt de linjer jeg har gjort. Men jeg er en usikker digter. Og jeg er bange. Jeg er bange for at nogle kan tage min identitet. Min skrive-identitet. Og det er nok mest fordi jeg skriver ærligt. For det er sgu svært, når man ser de følelser man har levet og lidt i blive genskabt i en ny kontekst. Og det er også spændende! DET ER DET SGU. Hold kæft det er spændende og svært og smigrende og frustrerende og skræmmende..

MEN det MÅ betyde at jeg gør et eller andet rigtigt. Også selvom jeg ikke føler det. Jeg er nemlig den type menneske, som altid føler jeg aldrig gør nok. Jeg arbejder aldrig hårdt nok. Jeg får aldrig skrevet nok. Jeg får ikke snakket med nok. Jeg læser ikke nok. JEG VIL DET IKKE NOK. Og det er løgn. Det er en løgn jeg fortæller mig selv, fordi den får mig til at blive ved med at skrive. Blive ved med at kæmpe for bøgernes overlevelse. Blive ved med at fortælle unge digtere, at de er nice og at de skal blive ved med det de gør, for det virker! Og så er det jo det der sker. Så det er mest fedt. Men mine oplevelser i kærligheden og seksualiteten er bare ikke romantiske eller smukke eller rare. Og det er oftest sådan de sættes i kontekst af andre. Og måske betyder det at jeg ikke får det skrevet tydeligt nok. At jeg ikke beskriver den psykiske vold NOK. Jeg har bare ikke lyst til at være SÅ direkte. Jeg kan bedre lide at hinte. Og det er jo det poesi kan. Det kan læses som man vil. Så jeg vil heller ikke sige til folk, ”i skal læse det her som psykisk terror”. Nej nej. For det er ikke alt jeg skriver, der handler om det. Noget er bare seksuelt. Noget er bare kærligt. Noget er bare.. Bytur. Og sådan er det. Og jeg er stolt over at være nået hertil nu. Det er jeg virkelig. Og så er det måske det der sker. Der er mennesker, der vil skrive som mig. Vildt alligevel. Det fandme en vild ting. Jeg fatter det ikke. Men jeg takker jer for kærligheden, omend jeg er lidt klodset i modtagelsen.

KH.

Cecilie Sund

Fordi jeg en gang elskede jer

Vejret har så stor indflydelse på mig. Det regner, det er mørkt og det blæser, og jeg bliver helt tung i kroppen. Knuden i maven vokser, den stivner. Den bliver hård og urokkelig. Jeg har lyst til at græde. Jeg har lyst til at være vred eller ked af det eller bange uden at have en reel grund til nogle af delene. Det meste af tiden er jeg ikke klar over, hvad jeg har det skidt over. Det er bare en fornemmelse. Ligesom angsten for at støde ind i bestemte mennesker, der teknisk set intet kan gøre mig. Den angst er så ulogisk. Den passer ikke ind. Af og til har jeg lyst til at fare vred op i hovedet på dem. Af og til har jeg lyst til at smile til dem, når jeg ser dem, så de tror jeg er ovenpå. Så de tror de ikke har knækket mig. Men det ender altid med, jeg kigger ned i jorden og venter til de er væk. Som om det submissive sidder i hverdagskroppen. Som om det aldrig forsvinder. Som om jeg har ladet dem reducere mig til noget ligegyldigt, og nu bare bliver ved med at tro på det. Det er ligegyldigt. Du er ligegyldig, siger jeg højt til mit spejl. Det er standard. Luderen er for dum til at snakke, men for klog til at tie stille. Luderen skriver skjulte beskeder i sine tekster. Luderen ligger alle sine følelser ind i et word-dokument, fordi det er den nemmeste måde at dele dem på. Fordi det er så nemt at kalde sig selv en luder gennem et tastatur, selvom man ikke er det rigtigt. Fordi det er nemt at reducere sig selv, så man ikke skal kæmpe kampen om at være mere. Fordi dit og dat. Fordi jeg ikke vil dø, men gerne vil forsvinde. Fordi jeg en gang elskede jer. 

Legeme

Os i affald en del af affald
klar til forbrændingen
fordi vi ikke kan genbruges
Lugter som død lykke og lykkelig død
henfaldet i tøsne
sort af biler
Britisk accent og skarp kæbe
udhulede kinder og spids næse
duften af forfald er rosenrød

Dit lig er smukkere end dit levende legeme
korsets tegn over dit ansigt
Trækker din tunge ud af munden
og fugter den med mit spyt
så jeg kan gnide mig op ad den
Som en succubus I natten

Juli

Jeg har lyst til at klatre op på toppen af et bjerg

og kysse dig i stormen fuld af sne
Vi ku stå der i frosten, stive af kulde og bare grine af det
Og så vander du en blomst i stenen
der har kæmpet længe for at vokse sig stærk
som dig og du smiler til den og du smiler til mig
og jeg har ikke længere den her trang
til at hænge mig selv i en lygtepæl
og det er rart ikke at være bange for sig selv
men kun for at du ændrer mening
og ikke længere synes mine mærkelige vaner er søde
og det er rart at vende pandekager sammen
og ryge smøger i dit køkken
og græde over tegnefilm og danse til musik
og fuck hvor er du smuk når du er glad
Hvor vil jeg gerne gøre dig glad
sådan hele tiden
og bare være i det og ikke mærke alt det andet
der kan komme i vejen for min evne til at blive holdt af
og fuck hvor er du smuk når du tænker
og får små rynker i panden
og sætter den ene hånd mod hovedet
og lader mig sidde på dig i din sofa
selvom du ikke kan se en skid på fjernsynet
og fuck hvor er du bare smuk hele tiden egentlig

Jeg har lyst til at at give liv til en have
der var død før vi fik fat i den
Vi ku plante kål og ærter og sylte rødbeder i glas
på en hylde du havde sat op og jeg havde malet 
og vi ville altid have jord i ansigtet
som rigtige mennesker bør have
og vi ville være rigtige mennesker
Jeg har altid drømt om at være et rigtigt menneske
med en fremtid og et ståsted
Sådan en af dem man deler hemmeligheder med
og spiser middag hos og drikker vin hos
og måske min fortid får ret i
at jeg skal ha muslingeskaller på væggen
og bøger overalt på gulvet
og det er så fint så længe de vægge
og det gulv også er dine vægge
og dit gulv
Og så længe jeg må læse smukke passager for dig
når hunden sover
og så længe vinylerne stadig virker
og mine sko stadig er sneakers
og jeg aldrig bliver sådan rigtig voksen
bare voksen nok til at nyde det

Og jeg ved godt
jeg er sådan en irriterende en
der bider negle og siger mærkelige lyde
og nemt bliver bange
Jeg håber bare
det går alligevel

Juli

Kære P

Du husker min røde jakke som et spejl ind i dig selv. En pøl af blod, der omkranser mig. Den flydende masse inde i dig, du omslutter mig med, mens du snakker om at dø. Og vi døde. Vi døde flere gange og genopstod endnu værre, endnu mere egoistiske og urokkelige, og værre endnu, endnu dårligere til at elske. Denne røde masse ligger som en klump under min seng og samler støv. Samler støv på jordpletterne, på sædpletterne, på de slidte ærmer og de bronzefarvede knapper. Du rev jakken af mig på Østerbro. Du viklede den om mit ansigt, og pressede mig ned i grenene. Dette had til mit ansigt var så forvirrende. Og måske var det slet ikke et had til mig, men et had til dig selv. Jeg måtte ikke se dig sådan. Jeg måtte ikke se dit udtryk, når du tyranniserede mig og kaldte mig ting. Jeg måtte ikke se, at du kunne lide det, og du ville ikke se, at det gjorde mig så lykkeligt ulykkelig. Ret mig endelig, hvis jeg tager fejl.

Det er en tabt kamp, at få dig til at forstå det. Det er en tabt kamp at forklare dig eller nogen andre, hvorfor jeg ikke bare gik min vej. Og hvorfor også forklare det? Hvorfor undskylde min vanvidskærlighed? Hvorfor

undskylde at jeg elsker så ubetinget, så tilgivende og så håbefuldt? Har det ikke altid været sådan i virkeligheden? Er det ikke netop, det vi gør, når vi elsker? Tillader, tilgiver, accepterer, skubber det grimme væk. Det vi elsker står så centreret i det hele, at alt det omsluttende tilintetgøres for kærligheden. Jeg skubber den væk. Jeg er ligeglad. Jeg kan se dig. Jeg kan ikke frelse dig, ligesom du ikke kan frelse mig, og så dyrker vi blot denne destruktion indtil vi dør i den. Igen og igen. Derfor er dit fravær så svært. Jeg ætser i det. Jeg ætser.

Din

Digteren

Konstrueret tankestrøm
gennem kratere af knuste hjerter
sammensunket i sin uduelighed kampklar og opgivende
Strømmen af livet gennem poesien der ikke kommer ud
men trænger sig ind
i dig som ham i går og dagen før det og dagen før det
Sammenbidt facon
Knastør og tom for luft
I halsen kradsende, smøgen mellem læberne
Røg i tøjet og digteren er magi
tårnhøj og helt nede i kuldkælderen

Dystre drømme og mareridt
i rimform, i metaforisk uniform
kampklar til at kæmpe mod
virkeligheden skrevet ind i bøgernes intethed, digteren
lader tankerne slæbe sig ned ad din ryg og giver kuldegysninger
Spreder sig ud i fugten i luften og omfavner den
kærligt og ærligt og gør alt til noget særligt
der kan definere måden at opleve en hverdag på
Fra dyster til mere dyster til helt mørk til tom

Den knuste engel under horisonten
hvor solen går ned og ned igen og ned igen
mens du slet ikke ser dagen komme bare gå ud
Kaoset klokken 02:07 natten til lørdag
Sidste tog er kørt og én smøg tilbage i pakken og
hvor er der en 7/11 og cyklen er flad men digteren 
er også for fuld og rendestenen vil have ham

Vandre Mælkevejen frem og tilbage og grubler
over hvorfor der ikke er mere pot i lommen og hvorfor
er han i rummet og hvorfor kan han trække vejret
og hvorfor er alting så koldt og
hvordan kan man være så tæt på solen og fryse så forfærdelig meget
og hvorfor er der ingen der ringer til ham 
og hvorfor er der ingen der spørger hvor han er
og hvorfor er han ikke fuld lige nu
Eller er han?

Subsonisk og tragikomisk
Fart på tankestrømmen og mælken der løber igennem
disse tunge hjerneceller hvor bøgernes linjer har fundet en plads
Og digteren er en helt blind sortseer og en fantastisk
spåkone, en dømmer, en alf, en Gud der skaber
verdens nye jeg og verden vil ikke ændre sig
Og digteren er så frygtelig meget at der slet ikke er plads i notesbogen
Men digteren er ikke
et digt