Skambidt og jeg

Skambidt handler om psykisk vold. Det har jeg haft svært ved at sige og erkende. Men det er det, den handler om. Derfor er den ikke usand. Den pynter ikke på overgreb eller romantiserer dem. Den beskriver de løgne, man fortæller sig selv, mens man er forelsket i et manipulerende menneske. Det der sker, når man langsomt trækkes ind i en form for ”spell”, hvor man ikke længere kan se, hvad der er rigtigt og forkert – en hvor man (læs jeg) kun kan se sin seperationsangst og ikke konsekvenserne af de sindssyge ting der sker.

I kan læse den, som i ønsker. Men jeg ønsker ikke, at nogen tror jeg synes, at det der beskrives i den er godt eller smukt. Det er sindssygt farligt og selvdestruktivt. Jeg skrev ”Jeg drømmer tit” for at bekræfte dét. At det ikke var smukt. Og nu gider jeg ikke skrive om det lort eller det menneske mere. Min næste digtsamling skal handle om min søster og jeg.

Det menneske, der forgudes i den bog er langt ude af mit liv. Jeg tog et dårligt valg, jeg havde det rædselsfuldt med mig selv og jeg ønskede at udslette mig selv. Dette betyder ikke, at det er ok at hjælpe mig med det. Et almindeligt menneske ville have trukket sig fra mig eller prøvet at få mig på ret køl. En af delene. Og det gjorde mine venner – heldigvis. Hjalp mig.
Men på grund af den erfaring er jeg frivillig i exitcirklen efter selv at have gået igennem tre forløb, hvor jeg fik hjælp til at genopbygge mig selv og finde ud af hvem JEG er. Jeg drømmer om en verden, hvor sådanne oplevelser ikke sker. Jeg drømmer om at hjælpe mennesker med at styrke sig selv og se hvor fantastiske de er.

Jeg har faktisk været ked af, at Skambidt overhovedet udkom. Allerede ugen efter fortrød jeg det. Men det gjorde den altså, og jeg synes faktisk den dag i dag, at den er stærk. Hvis man læser den med det formål at forstå hvordan selvudslettelse og psykisk vold kan foregå, så fungerer den (for mig i hvert fald). Jeg er selvfølgelig ikke herre over hvordan i skal forstå den. Men nu har jeg sagt det, for jeg er blevet bange for at blive opfattet som en der romantiserer nogle enormt farlige ting. Det vil jeg ikke være. Tværtimod. Jeg havde brug for at sige det her. Jeg ved godt en forfatter ikke skal gå ind og sige hvordan en bog skal tolkes. Men det skulle have været klarere, at det var det her den handler om – ligesom Jeg drømmer tit.

Jeg fortryder den ikke længere. Den er brutal, fordi det var den sindstilstand jeg befandt mig i. Jeg ønskede ikke at eksistere, men jeg ønskede heller ikke at dø, derfor forsøgte jeg at destruere det jeg, der hele tiden havde angst og depressioner, der ikke følte sig god nok. Jeg gad hende ikke mere. Og hun er også væk. Men det er ikke på grund af dét. Det er fordi jeg har lært mig selv at kende igen. Fordi jeg har fundet min vej og mine ambitioner. Fordi jeg har arbejdet på at blive et bedre mennesker, der hverken behandler folk elendigt eller lader andre behandle mig elendigt længere. Jeg er stadig ked af, hvordan jeg har såret visse mennesker i den latterlige kamp. Det skal jeg leve med. Sådan er livet.

Skambidt var bristepunktet. Og jeg kan ikke længere adskille mig fra min bog, som jeg ellers har gjort. Hvis der sidder nogen her og læser med, der har været udsat for psykisk vold, social kontrol, fysisk vold eller seksualiseret vold og har brug for hjælp, så kan i få hjælp her:

https://exitcirklen.dk

https://danner.dk/psykisk-vold

https://levudenvold.dk/

https://levudenvold.dk/for-fagfolk/krisecentre-og-andre-raadgivningstilbud/kvindekrisecentre/

Den flygtige glæde og det opdagende menneske

Jeg forstår, at jeg føler glæde. At glæden er den afgørende faktor for, hvorvidt mennesker vil leve eller ej. At livet uden glæde virker meningsløst. Men er det mon muligt, at finde livet meningsløst selv med glæde? Er man så deprimeret under en glædes-facade? Er det så fordi man har fundet fred i meningsløsheden?

For jeg føler mig ikke ulykkelig. Jeg har i virkeligheden meget glæde i livet. Alligevel er der noget ved denne tilstand, denne virusinficerede planets skæbne, der giver mig en følelse af, at der ikke er nogen grund til at være her. Menneskers sande ansigter kommer frem. Nu deles vi op i en med og imod staten gruppering. Jeg ønsker ikke at være hverken eller. Jeg vil ikke længere skrive noget om det. Jeg kan ikke se, at det jeg skriver gør en forskel for nogen. Jeg kan ikke se, at det skulle ændre verden eller folkene i den. Hvorfor så skrive noget? Det ved jeg ikke. Jeg vil så gerne gøre et eller andet vigtigt, men jeg har ikke redskaberne til at starte det. Jeg har ikke viden nok og iver nok. Jeg er elendig til at tilegne mig viden. Dette er sandt, selvom de færreste omkring mig tror på det.

Jeg er blevet opmærksom på, at min evne til at rode rundt i alting, til at glemme det jeg læser, til at have sindssygt svært ved at færdiggøre ting, er en jeg altid skal kæmpe med. Lige meget hvad jeg sætter mig for, er det kun 20% af det, der vil lykkes. Det siger min erfaring mig. Nu kan der så sidde en god håndfuld mennesker og minde mig om, at jeg har udgivet fire digtsamlinger. At jeg bør være stolt. Men ingen af dem, er i virkeligheden dét, jeg ville have dem til at være. De er et billede af min virkelighed og min tankegang, imens jeg skrev dem. Nu er de en evig påmindelse om, hvor dum jeg har været. Hvor dum jeg er. Hvor dum jeg fortsætter med at være.

Nu begynder jeg at sætte intelligensen over lykken, ved at gøre dumhed skyldig i min frustration. Overvej lige, hvis målet og meningen vi tillægger målet, ikke handlede om at blive lykkelig, ikke handlede om at blive den bedste. Hvad er så pointen? Og hvorfor skal man absolut være lykkelig, for at have et værdigt liv? Man skal elske sin krop, man skal elske sig selv, man skal elske sit job, man skal elske sin familie – så er man lykkelig. Det er et latterligt stort pres, der driver folk ud i nogle vanvittige ting. F.eks. hvor man begynder ubevidst at straffe sig selv for ikke at være lykkelig, selvom ”man har det hele.”

Hele denne her ’rigtig og forkert’ måde at tænke på, gør mig så frustreret. Jeg har lige læst lidt i De Udstødte (The Dispossessed) af Ursula K. Le Guin. I starten af kapitel fire beskriver Shevek, vores hovedperson (der kommer fra en anden planet, men er menneske), hvordan han som forsker og underviser, finder det utroligt mærkeligt, at der eksisterer eksaminerne på den måde der gør. At man får en masse information i hovedet, som man så skal spytte ud, når det forlanges. Det der sker er, at han vælger at bede alle sine kursister om at skrive om ethvert fysisk spørgsmål, der interesserede dem, og alle ville få topkarakter. Shevek ser det at tilegne sig viden som en leg. Men flere af eleverne klagede. De ville have et konkret spørgsmål. De var vrede over, at man ved at give alle topkarakter ikke kunne skelne de dumme og dovne fra de dygtige. De spurgte hvad pointen så var, om hvorfor de skulle arbejde hårdt, hvis der alligevel ikke var forskel. Shevek svarer dem, at hvis de ikke ønsker at arbejde hårdt, så skal de jo bare lade være.

Det her er fantastisk. Det er den tankegang, jeg mangler i hverdagen. Jeg ville så gerne kunne tage undervisningen på universitetet som en masse viden, der er spændende og sjov at tilegne sig. Men eksamensformen lægger et pres på at huske alting, og giver en angst for at huske det forkerte. Jeg kan mærke en brændende iver, en gejst, når jeg læser noget fedt. Samtidig er det stort set umuligt for mig, at huske noget, jeg ikke fandt spændende. Det er frustrerende, for samfundet er lavet på en sådan måde, at mine følelser ikke må stå i vejen for min eksamen. At det er ligemeget hvad der begejstrede mig på kurset. At behov for begejstring åbenbart er noget for børn. Som om vi ikke stort set alle ville lære så meget bedre, hvis vi virkelig var begejstrede for den viden vi fik. Problemet er bare, at det hele er så resultat-orienteret, at man ikke kan tillade sig at lade en begejstring løbe af med sig, og man begynder at tænke på hvordan man får en høj karakter, og derfor ikke på, hvad der tændte noget nyt i ens hjerne. Det er da enormt ærgerligt.

Nå. Lad os nu antage, at viden ikke er et krav. Lad os lade som om, at vi ikke ser ned på visse slags mennesker. Lad os antage at alle har muligheden for at begrave sig i viden, som netop tænder deres gejst, uden at have et kæmpe tidspres hængende på skuldrene.
Det er fedt, ikke? Lad os antage, jeg kan søge et job. Lad os være realistiske og sige, det er et job, der handler om litteratur, for det er det, jeg elsker mest. Men jeg har jo ikke en kandidat endnu? Eller en bachelor.. Nej. Lad os lade som om, at jeg kan skrive en ansøgning, komme til en samtale, og fortælle dem alt det, jeg ved en masse om, der har relevans for jobbet, og dét at jeg ved de her ting og kan bruge dem i sammenhænge, er noget de tror på. Så ville de ansætte mig for min kunnen og for min gejst inden for denne her type af viden.

Men ville jeg være glad? Gladere måske. Er det målet at være gladere? Det ved jeg ikke. Hvad er målet overhovedet? Hvis det overordnet mål for menneskeheden er at have et lykkeligt liv, dvs. vi er forbi den del, hvor vi overlever for at holde arten i live og er nået til et punkt efter vi er begyndt at effektivere alting, hvor vi keder os. Men det er jo ikke os alle sammen, der keder os. Det er bare en kæmpe stor del af os. For nu er vi gået bort fra tanken om at effektivere til tanken om at underholde. Og tænk nu en gang, hvis den evindelige underholdning, blot er en metode til at holde os fra større tanker.

Som f.eks. denne: der er ikke noget formål.

Okay, lidt for konspiratorisk. Det er ikke sikkert, det er målet med underholdningen, men det betyder ikke, at det ikke lige netop er underholdning, der afholder os fra at stille spørgsmål. Jeg er ikke teknofob, bare rolig. Jeg prøver ikke at prædike. Jeg er også underholdt. Altid faktisk. Ved i hvad jeg også er? Træt af underholdning. Det er jo ikke fordi, jeg ikke vil have det sjovt. Men kan i huske hvor mange sindssyge ting, man selv fandt på, før youtube var en ting? Min lillesøster og jeg har rutsjet ned ad trappen på en madras. Flere gange.. Ved i hvad der sker, når man gør sindssyge ting ved at bruge sin hjerne og sin kreativitet til at skabe scenarier? Man opdager.

Det får mig til at spørge mig selv.. kan jeg finde ud af at leve uden underholdning? Ville det gøre mig glad at afskære den? Okay vi behøver ikke stille det op i en sort/hvid verden, der ikke findes.. Ville jeg blive gladere af at tage stilling til, hvad der er god og hvad der er dårlig underholdning? JA! Det tror jeg faktisk. Hvis vi nu siger, at den primære underholdning bør være bøger og musik. Det synes jeg faktisk er en del mere end blot underholdning. Den sekundere kan være film og serier. Jeg elsker historier. Så hvorfor ikke.
Hvad skærer jeg så fra? Sociale medier helt sikkert. Jeg bliver ikke inspireret, som jeg bilder mig ind, jeg bliver degraderet, jeg bliver vurderet, jeg bliver en målskive skabt på baggrund af algoritmer. Og elendige mobilspil. Seriøst, det ville sikkert være mega rart at skille sig af med sin smartphone og gå tilbage til knapper. For at kunne tænke. Men okay, vi lever også i et samfund, hvor det er ret nødvendigt at have en smartphone, hvis man har bare en eller anden karriere. Jeg tænker også bare nu. Alle tankerne her er ikke nødvendigvis gode eller rigtige.

Jeg er alligevel også endt et sted, hvor jeg allerede synes jeg er gået for vidt. Jeg kan faktisk ikke selv forholde mig til en skid af det, jeg selv har skrevet, fordi jeg ved, at jeg ikke kommer til at efterleve det. Jeg stopper ikke med at bruge sociale medier eller spille mobilspil eller noget andet ligegyldigt. Men så må jeg også bare acceptere at være dummere end mit absolutte jeg. Dette er nok nærmere lykken. At acceptere at være dummere end sit absolutte jeg.

Jeg ved ikke med jer, men det trøster mig faktisk rigtig meget, hvis jeg ikke behøver at være så taknemlig for livet. Hvis jeg ikke behøver at blive mit absolut bedste jeg. Hvis jeg kan nøjes med bare at se hvor mit jeg bevæger sig hen. Det tror jeg faktisk. Dette gør også meningsløsheden lidt mindre meningsløs. Nysgerrigheden efter det der vil ske, er netop den der kan ændre det hele. Det tror jeg sgu.  

Karantæne-sind

I tiden er jeg frosset fast. Jeg har glemt hvordan man kommer over ting. Måske har jeg aldrig vist hvordan man kommer over ting. Jeg tænker meget på det med at tilgive sig selv. De siger det ofte på tv. De siger det højt til mennesker tynget af deres skyld. Jeg har aldrig forstået, hvordan man gør. Det er jo nemt nok at sige sådan noget til sig selv. Jeg har stadig denne her altædende knude i min krop. Jeg har stadig skylden selvom jeg forkaster den eller accepterer den. Selvom jeg fortæller mig selv, det er en fortid, jeg ikke kan forandre. Jeg skal ændre min indstilling til det. Jeg skal ændre mine følelser for det. Jeg forstår ikke, at det overhovedet er muligt for nogen som helst. Jeg forstår ikke, om det er mig, der ikke er i stand til det eller om ingen i virkeligheden er i stand til det og blot begraver det i travlhed og ambitioner.

Så gemmer vi ansigtet i hænderne. Nu på en særlig ensom måde. Mens vi er blevet frataget muligheden for at overskygge vores samvittighedskvaler med mennesker, barture og arbejde, er verden måske blevet lidt renere. Måske kan den ånde. Det virker til at være en meget lille pris at betale for en bedre klode. Men i ved som jeg ved, at der kommer et tidspunkt, hvor vi igen har vundet over naturen. Så samler vi igen op på det vi finder vigtigt. Økonomien. Økonomien er vigtigere end menneskeliv. Økonomien er vigtigere end mig. Økonomien er Gud, og vores daglige ofringer er vores tid. Alt dette ved jeg. Jeg er bevidst om utrolig mange skræmmende ting. Alligevel er det mine egne handlinger, der tærer mig mest.

Jeg er ikke Coronaens offer. Jeg er ikke i risikogruppe. Men jeg er en risiko. Hver eneste dag er jeg en krops-slæbende risiko, der ikke aner, hvad der er i vejen. Og i denne tid, har jeg utrolig meget tid til at tænke på det. Jeg er en risiko, fordi jeg har brug for noget, til at holde mine tanker væk fra min krop. Fordi jeg hver eneste dag skal kæmpe mod et mørke i mig, jeg ikke forstår. Og jeg kunne have været død flere gange. Jeg kunne have givet efter og taget det sidste åndedræt, men jeg ville ikke dø. Nogle gange kræver erkendelser, at man ender i en langt ude tilstand man ikke forstår. Så kommer erkendelsen i sekundet før man trækkes helt ned, og derefter har man den blot. Man ved ikke hvad man skal gøre med den. Hvorfor vil man leve. Hvorfor skulle man ikke leve. Hvorfor giver denne her tid ikke nogle erkendelser

Hvis livet er det mest dyrebare vi har, hvordan kan vi så smadre os selv til ukendelighed? Hvordan kan vi behandle jorden som affald? Hvordan kan vi være ondskabsfulde overfor hinanden? Gennem tiden har vi lært at tilpasse os de normer, der er omkring os. Vi tager meget lidt stilling til hvor gode de er i det store hele, og derfor lever vi ofte med en halv lykke og et halvt liv. Mange arbejder for at ha’ fri(hed). Andre har dedikeret hele deres liv til deres arbejde. Jeg ved ikke hvorfor jeg arbejder. Jeg ved ikke hvorfor jeg studerer. Jeg har altid set på mennesker, og prøvet at tillære mig den rigtige måde at være på. Måske er det derfor, jeg gør ting.

Som barn løj jeg for mine venner. Jeg fortalte dem, jeg skulle hjem på et bestemt tidspunkt. At det sagde min far. Jeg havde brug for at vide præcis hvornår noget sluttede. Jeg kunne ikke lide friheden. Jeg brød mig ikke om at skulle vurdere tidspunkternes værdi. Jeg spurgte pigerne i klassen, hvad tid de skulle i seng om aftenen. For dem var det en mulighed for at blære sig med seje forældre. Kl. 10. Kl 11. For mig var det en måde at skabe et system på. De fleste gik i seng kl. 10. Jeg gik i seng kl. 10. Jeg så Home Improvement på Disney Channel fra 21:30 til 21:50. Fra 21:50 til 22 kom der en klassisk tegnefilm. Så tissede jeg af. Måske børstede jeg tænder. Så sov jeg.

Hvorfor siger jeg dette? Jeg har brug for, at der er nogen, bare nogen, der forstår, at det her er utrolig svært for mennesker som mig. Jeg er bevidst om hvor heldig jeg er. Jeg er bevidst om, at mange er bange, fordi de er i risikogruppe eller kender folk i den. Og jeg anerkender den frygt og jeg respekterer den, for den tilstand er værre end mine problemer lige nu. Jeg er bare nødt til at sige, at psyken kan gøre meget ved helbredet. At jeg er stresset, fordi mine systemer er væltet. Fordi jeg skal lave nye, som jeg skal tvinge mig selv til at overholde. Fordi jeg hver eneste dag pt. tænker, at jeg ikke kan klare at skrive min bachelor på den her måde.

Der er en mulighed for, at alt i mig ramler. Der er en mulighed for at alt i jer ramler. Der er ingen systemer, der giver mening længere. Jeg forstår at jeg arbejder fra 9-12 mandag til torsdag. Jeg forstår, at ting har forskellige farver i min kalender. Jeg forstår, at jeg prøver at planlægge mig ud af en global krise, ved at holde fast i ideen om, at det hele bliver normalt igen. Jeg forstår, at jeg ikke er sikker på, at det bliver det, og derfor har svært ved at tage mine planer seriøst.

Klokken er over 12 og jeg har fri fra ’’arbejde’’. Jeg skal spise frokost og så skal jeg sidde med min bachelor og lave det-aner-jeg-ikke, og derfor får jeg nok ikke lavet så meget, og derfor bliver jeg opgivende, og tankerne flyver frem og tilbage, er min farmor okay, min vejleder virker til at alt er ok, hvorfor gør hun det, kan hun ikke se at bacheloren er et helvede, kan hun ikke se, hvor er mine solbriller, ikke her, jeg har ikke noget, der fik jeg en snap, måske jeg bare skulle lægge mig ned og glo op i loftet, måske skulle jeg bare skrige. Jeg kan ikke stave til lyden af et skrig, men jeg hører det i hovedet lige nu. 1, 2, 5 skrig i træk helt uden lyd og det føles næsten okay. Nej. Det ville føles bedre med lyd. Det ville det.

Jeg bliver skør af at være bange. Af ikke at vide, hvornår det er slut. Af at alle systemerne er mine. Jeg er fuld af fejl. Det kommer systemerne også til at være. Det kan jeg slet ikke holde ud.

Jeg kan ikke skrive om kvinder

Jeg kan ikke skrive om kvinder

Jeg ville gerne være en god feminist en gang
men jeg blev ved med at beskrive mændene
i alle digtene

Den konstante opmærksomhed på dét jeg ikke er
et krater hvor der skulle være viden
om mig selv

Hele deres væsen printet ud i en evig bog
for at forklare hvorfor jeg er knust
Mit kvindehjerte brænder i dag

Jeg kan ikke italesætte mine behov
ved at beskrive hvorfor hans var forkerte
i en situation der kun var min

Jeg kan ikke skrive om kvinder

Jeg ville gerne være en god feminist en gang
men jeg kunne ikke skrive om min mor
fordi jeg så hende som en skygge

Den evige længsel efter hendes arme
hendes hænder hendes hår
Sprækken i hendes blik

Jeg kunne beskrive den mand der nedgjorde hende
men ikke den der var rar
og ikke hende

At sætte ord på den styrke der er i hende er et vanvittigt problem
Der findes ikke et sprog
Der findes ikke et sprog

Jeg kan ikke skrive om kvinder

Jeg ville gerne være en god feminist en gang
men min mor havde ondt i hjertet
så jeg sagde ikke noget

Jeg mistede titusind ord til min følelse af skam
over at tænke, at det hele var nemt for alle de andre
hvorfor var det nemt for alle de andre

Den stille landsbyvej hvor jeg kunne stå midt i det hele
vinke farvel til min mor der kørte hjem
uden mig

Igen og igen og igen

Jeg kan ikke skrive om kvinder

Jeg ville gerne være god feminist en gang
ikke lade andre terrorisere mig
men man bliver snydt

Al den vrede over det jeg ikke forstod
før jeg blev voksen og fik en angst for at beskrive kvinder
for at beskrive min mor
for at beskrive mig selv

Før jeg forstod hvorfor hun var en skygge
hvordan han udviskede hendes legeme
slugte al hendes væren

Jeg forstår og jeg kan ikke skrive om kvinder
fordi jeg forstår og det knuser
mit dumme hjerte og det sprækker
min forstand

at jeg elsker hende så højt
at der ikke findes et sprog

Du ser det

Du ser det
Du vidste det ikke før
Da du elskede nogen som helst
gjorde du det i selvdestruktion
Deres evne til at smadre dig
syntes næsten imponerende
Og så smadrede du i alle de stykker
men bare rolig
du limede dig sammen igen
og igen
og igen
Du var klog nok
til at tænke det var forkert
men ikke klog nok til at ændre noget
og dagene gik og årene gik
og du gik
med dem hjem i deres lejligheder
og du elskede dem
og de elskede Ikke dig men bare rolig
Du ser det

Du glor lige ind i sjælen 
på ham
og han glor lige ind i sjælen på dig
Og selvom du tænker
du ikke har brug for en mand
for at fungere
så har du brug for denne her mand
Lige præcis denne mand
til at vise dig
at det godt kan være rart og vildt og smukt
at elske en anden

I kysser på Stormbroen og siger farvel
den første gang i ses
Og i venter med at skrive
til det føles sikkert og uden skam
Og i ses igen til film og lidt mindre film
og i spilder maden på gulvet men griner af det
og så ligger i der
og det var dejligt
Ikke ubehageligt
og du er forvirret over
du ikke gik i stykker
og blødte
Og du er forvirret over at han ikke er gået
eller siger nogle mærkelige ting og du
ser det

I laver pandekager i undertøj om lørdagen
og du synger og han griner af dig
på en enormt dejlig måde
Og dine venner inviterer dig på bar
og han tager med og i taber
i billiard og ryger en joint
Dine venner bliver hans venner
og øllene er kolde og koster 18kr
og i kysser hinanden i regnen
inden i lægger jer i hans seng
hvor i ser avatar og du har det      
Godt?
Du kender ikke den følelse
og den gør dig næsten angst
men så ligger han der og snorker blidt
med hud der varmer og tunge arme
og dit hjerte tager farten af
så du kan trække vejret
Du ser det

Du flytter dine bøger ind 
sorterer dem alfabetisk i reolen
som en lille bibliotekar
der håber på en dag
at fylde alle vægge med disse bøger
Han ugler dit hår og kysser dig i nakken
og du står på tæer når du vender dig
og du føler dig 16 i stedet for 25
på en underlig håbefuld måde
hvor du glæder dig til pandekager
i morgen i undertøj i køkkenet i evigheden
og alt er så eventyrsagtigt du ofte bliver bange
Men hans øjne er så ærlige
og det er vanvid
at være så glad
Du ser det

At du ikke føler du fortjener det
og ødelægger det ved at ødelægge dig selv
Tror du, men du nægter at anerkende
den side af dig selv igen
og råber den I hovedet at den skal fucke af
og det er vanvid
Den måde han knuger dig ind til sig
og taler med den der rare stemme
som var du en angst hest
Hvilket du vist alligevel føler dig som 
og du forstår
at du fortjener det her menneske
og det her liv og bliver rolig igen
for han laver så god kaffe
og tager dig til vagtlægen
når du hyler af stress-smerter
mens du holder dig til maven
og du ved han mener det
At det ikke er en dum joke det hele
at du ikke vågner i morgen til et forsvundet menneske
der aldrig rigtig kunne se dig
Og du ser det

Den måde du slapper af
selvom du ikke ved om i hader hinanden om 20 år
om i får børn og ødelægger dem
eller om han forlader dig om et år
eller om du forlader ham om tre
Du kan se det
at du stadig slapper af
så du slapper af i sjælen
og kigger underligt på ham
når du ser din sjæl ligesom træde ind i ham og omvendt
og du kan mærke hvad han kan mærke
og du er ikke en gang spirituel 
men du kan fandme mærke det og du ser det

Du ser at det er godt

Når jeg skriver

Jeg er en ærlig digter. Det har været svært for mig at sige en gang. Det var svært for mig fordi jeg ville være alt andet end det jeg var. Fordi jeg ikke kunne lide mig selv. Fordi jeg bevidst gjorde ting, der ikke var gode for mig, som skadede mig og som skadede andre. Jeg var nærmest psykisk selvskadende. Men jeg var altid en ærlig digter.

Noget jeg har tænkt meget over på det sidste, er når man når til et sted som forfatter, hvor folk bliver inspireret af det man skriver. Hvor folk endda, måske ubevidst, kommer til at genbruge linjer eller billeder, som jeg har skrevet. Det er da smigrende. Absolut. Måske burde det i virkeligheden også være ret nice. Følelsen af at folk vil skrive som man selv gør. Wow burde jeg tænke. Og jeg prøver. Jeg prøver at være smigret. Jeg prøver at minde mig selv om, at det ikke betyder, at jeg ikke har skabt de linjer jeg har gjort. Men jeg er en usikker digter. Og jeg er bange. Jeg er bange for at nogle kan tage min identitet. Min skrive-identitet. Og det er nok mest fordi jeg skriver ærligt. For det er sgu svært, når man ser de følelser man har levet og lidt i blive genskabt i en ny kontekst. Og det er også spændende! DET ER DET SGU. Hold kæft det er spændende og svært og smigrende og frustrerende og skræmmende..

MEN det MÅ betyde at jeg gør et eller andet rigtigt. Også selvom jeg ikke føler det. Jeg er nemlig den type menneske, som altid føler jeg aldrig gør nok. Jeg arbejder aldrig hårdt nok. Jeg får aldrig skrevet nok. Jeg får ikke snakket med nok. Jeg læser ikke nok. JEG VIL DET IKKE NOK. Og det er løgn. Det er en løgn jeg fortæller mig selv, fordi den får mig til at blive ved med at skrive. Blive ved med at kæmpe for bøgernes overlevelse. Blive ved med at fortælle unge digtere, at de er nice og at de skal blive ved med det de gør, for det virker! Og så er det jo det der sker. Så det er mest fedt. Men mine oplevelser i kærligheden og seksualiteten er bare ikke romantiske eller smukke eller rare. Og det er oftest sådan de sættes i kontekst af andre. Og måske betyder det at jeg ikke får det skrevet tydeligt nok. At jeg ikke beskriver den psykiske vold NOK. Jeg har bare ikke lyst til at være SÅ direkte. Jeg kan bedre lide at hinte. Og det er jo det poesi kan. Det kan læses som man vil. Så jeg vil heller ikke sige til folk, ”i skal læse det her som psykisk terror”. Nej nej. For det er ikke alt jeg skriver, der handler om det. Noget er bare seksuelt. Noget er bare kærligt. Noget er bare.. Bytur. Og sådan er det. Og jeg er stolt over at være nået hertil nu. Det er jeg virkelig. Og så er det måske det der sker. Der er mennesker, der vil skrive som mig. Vildt alligevel. Det fandme en vild ting. Jeg fatter det ikke. Men jeg takker jer for kærligheden, omend jeg er lidt klodset i modtagelsen.

KH.

Cecilie Sund

Fordi jeg en gang elskede jer

Vejret har så stor indflydelse på mig. Det regner, det er mørkt og det blæser, og jeg bliver helt tung i kroppen. Knuden i maven vokser, den stivner. Den bliver hård og urokkelig. Jeg har lyst til at græde. Jeg har lyst til at være vred eller ked af det eller bange uden at have en reel grund til nogle af delene. Det meste af tiden er jeg ikke klar over, hvad jeg har det skidt over. Det er bare en fornemmelse. Ligesom angsten for at støde ind i bestemte mennesker, der teknisk set intet kan gøre mig. Den angst er så ulogisk. Den passer ikke ind. Af og til har jeg lyst til at fare vred op i hovedet på dem. Af og til har jeg lyst til at smile til dem, når jeg ser dem, så de tror jeg er ovenpå. Så de tror de ikke har knækket mig. Men det ender altid med, jeg kigger ned i jorden og venter til de er væk. Som om det submissive sidder i hverdagskroppen. Som om det aldrig forsvinder. Som om jeg har ladet dem reducere mig til noget ligegyldigt, og nu bare bliver ved med at tro på det. Det er ligegyldigt. Du er ligegyldig, siger jeg højt til mit spejl. Det er standard. Luderen er for dum til at snakke, men for klog til at tie stille. Luderen skriver skjulte beskeder i sine tekster. Luderen ligger alle sine følelser ind i et word-dokument, fordi det er den nemmeste måde at dele dem på. Fordi det er så nemt at kalde sig selv en luder gennem et tastatur, selvom man ikke er det rigtigt. Fordi det er nemt at reducere sig selv, så man ikke skal kæmpe kampen om at være mere. Fordi dit og dat. Fordi jeg ikke vil dø, men gerne vil forsvinde. Fordi jeg en gang elskede jer. 

Legeme

Os i affald en del af affald
klar til forbrændingen
fordi vi ikke kan genbruges
Lugter som død lykke og lykkelig død
henfaldet i tøsne
sort af biler
Britisk accent og skarp kæbe
udhulede kinder og spids næse
duften af forfald er rosenrød

Dit lig er smukkere end dit levende legeme
korsets tegn over dit ansigt
Trækker din tunge ud af munden
og fugter den med mit spyt
så jeg kan gnide mig op ad den
Som en succubus I natten

Juli

Jeg har lyst til at klatre op på toppen af et bjerg

og kysse dig i stormen fuld af sne
Vi ku stå der i frosten, stive af kulde og bare grine af det
Og så vander du en blomst i stenen
der har kæmpet længe for at vokse sig stærk
som dig og du smiler til den og du smiler til mig
og jeg har ikke længere den her trang
til at hænge mig selv i en lygtepæl
og det er rart ikke at være bange for sig selv
men kun for at du ændrer mening
og ikke længere synes mine mærkelige vaner er søde
og det er rart at vende pandekager sammen
og ryge smøger i dit køkken
og græde over tegnefilm og danse til musik
og fuck hvor er du smuk når du er glad
Hvor vil jeg gerne gøre dig glad
sådan hele tiden
og bare være i det og ikke mærke alt det andet
der kan komme i vejen for min evne til at blive holdt af
og fuck hvor er du smuk når du tænker
og får små rynker i panden
og sætter den ene hånd mod hovedet
og lader mig sidde på dig i din sofa
selvom du ikke kan se en skid på fjernsynet
og fuck hvor er du bare smuk hele tiden egentlig

Jeg har lyst til at at give liv til en have
der var død før vi fik fat i den
Vi ku plante kål og ærter og sylte rødbeder i glas
på en hylde du havde sat op og jeg havde malet 
og vi ville altid have jord i ansigtet
som rigtige mennesker bør have
og vi ville være rigtige mennesker
Jeg har altid drømt om at være et rigtigt menneske
med en fremtid og et ståsted
Sådan en af dem man deler hemmeligheder med
og spiser middag hos og drikker vin hos
og måske min fortid får ret i
at jeg skal ha muslingeskaller på væggen
og bøger overalt på gulvet
og det er så fint så længe de vægge
og det gulv også er dine vægge
og dit gulv
Og så længe jeg må læse smukke passager for dig
når hunden sover
og så længe vinylerne stadig virker
og mine sko stadig er sneakers
og jeg aldrig bliver sådan rigtig voksen
bare voksen nok til at nyde det

Og jeg ved godt
jeg er sådan en irriterende en
der bider negle og siger mærkelige lyde
og nemt bliver bange
Jeg håber bare
det går alligevel

Juli

Kære P

Du husker min røde jakke som et spejl ind i dig selv. En pøl af blod, der omkranser mig. Den flydende masse inde i dig, du omslutter mig med, mens du snakker om at dø. Og vi døde. Vi døde flere gange og genopstod endnu værre, endnu mere egoistiske og urokkelige, og værre endnu, endnu dårligere til at elske. Denne røde masse ligger som en klump under min seng og samler støv. Samler støv på jordpletterne, på sædpletterne, på de slidte ærmer og de bronzefarvede knapper. Du rev jakken af mig på Østerbro. Du viklede den om mit ansigt, og pressede mig ned i grenene. Dette had til mit ansigt var så forvirrende. Og måske var det slet ikke et had til mig, men et had til dig selv. Jeg måtte ikke se dig sådan. Jeg måtte ikke se dit udtryk, når du tyranniserede mig og kaldte mig ting. Jeg måtte ikke se, at du kunne lide det, og du ville ikke se, at det gjorde mig så lykkeligt ulykkelig. Ret mig endelig, hvis jeg tager fejl.

Det er en tabt kamp, at få dig til at forstå det. Det er en tabt kamp at forklare dig eller nogen andre, hvorfor jeg ikke bare gik min vej. Og hvorfor også forklare det? Hvorfor undskylde min vanvidskærlighed? Hvorfor

undskylde at jeg elsker så ubetinget, så tilgivende og så håbefuldt? Har det ikke altid været sådan i virkeligheden? Er det ikke netop, det vi gør, når vi elsker? Tillader, tilgiver, accepterer, skubber det grimme væk. Det vi elsker står så centreret i det hele, at alt det omsluttende tilintetgøres for kærligheden. Jeg skubber den væk. Jeg er ligeglad. Jeg kan se dig. Jeg kan ikke frelse dig, ligesom du ikke kan frelse mig, og så dyrker vi blot denne destruktion indtil vi dør i den. Igen og igen. Derfor er dit fravær så svært. Jeg ætser i det. Jeg ætser.

Din